Genert, ængstelig eller rigtig angst – hvornår skal din datter have hjælp?

Når din teenagedatter er nervøs før en fremlæggelse i skolen, er der forskel på, om hun bare er genert, ængstelig eller lider af behandlingskrævende angst.

Læs mere her, om hvordan du kan se forskel, hvad du selv kan gøre og hvilken hjælp, der virker.


Interview med Barbara Hoff Esbjørn, Professor MSO, leder af Center for Angst, Kbh. Universitet

Hvordan kan man se forskel på normal generthed og regulær angst hos sin datter?

Barbara Hoff Esbjørn modtog i 2016 årets Forskningskommunikationspris for at aflive myten om, at angst hos børn er naturligt og noget man vokser sig fra.

Barbara Hoff Esbjørn modtog i 2016 årets Forskningskommunikationspris for at aflive myten om, at angst hos børn er naturligt og noget man vokser sig fra.

For at blive klar over, om din datter har et reelt problem, skal du se på, hvad andre børn på samme alder kan. Hvis det for eksempel forventes, at eleverne holder et oplæg om en tekst, de har læst, foran resten af klassen, så er det sandsynligvis det normale niveau. Hvis din datter ikke kan det – og det ikke er på grund af manglende forberedelse, men fordi hun er nervøs, måske ligefrem græder og ikke vil i skole – så skal det opfattes som en alarmklokke, der ringer.

 

Angst udmønter sig i, at man forsøger at undgå det, der fremkalder angsten. Derfor vil din datter typisk finde på masser af undskyldninger, såsom at læreren er streng, eller at de andre elever griner af hende. Det er ikke usandt, for din datter oplever, at det er rigtigt, men overvej, om det er hele sandheden, eller om det er forstærket pga. angst. Hvis du hjælper med at reducere kravene, hjælper du samtidig med at gøre vanskelighederne usynlige. Men de går ikke væk.

 

Hvad kan du gøre?

Du skal blive ved med at skubbe bagpå og presse din datter skridt for skridt, hvis hun ikke kan det samme, som forventes af andre børn på samme alder. Sagen er den, at du ikke kan skubbe for meget, kun for lidt. For enten virker det, og din datter får en sejr og lærer, at hun kan mere, end hun selv tror, og at verden ikke er så farlig, som hun troede. Eller også bryder hun sammen. Og det kan være slemt at føle, man er årsag til et sammenbrud, MEN det er bedre at få angsten frem i lyset med det samme, end at hjælpe din datter med at undgå det, der gør hende angst. Hvis hun har brug for hjælp, så få det frem. Spørgsmålet er ikke, om man kan skubbe for meget bagpå – snarere hvornår det ikke er nok at skubbe bagpå.

 

Hvis nervøsitet og ængstelse resulterer i, at din datter ikke kan leve et fuldt og helt normalt liv, så er det angst, og så skal hun have hjælp. Angst udløser ikke noget, der er værre – du kan ikke komme til at ødelægge hende ved at skubbe bagpå. Det kan udløse et panikanfald, eller at din datter bryder sammen. Og ja, din datter VIL reagere voldsomt. For det ER ubehageligt at have angst. Børn og unge tror ikke, det kan blive anderledes. Og hvis omgivelserne behandler dem, som om de ikke kan hjælpes, tror de det endnu mere. Men det er værre at lade stå til.

 

Hvis du ikke skubber bagpå, så spørg dig selv, hvor længe du vil vente? Hvis det var virus eller lungebetændelse – hvor længe ville du så vente med at finde ud af, om det gik over af sig selv eller krævede lægebehandling? Det er godt at finde ud af det, hvis dit barn har brug for behandling. Og angst kan behandles. Jo tidligere, jo bedre.

 

Hvad gør du, hvis det er behandlingskrævende angst?

Hvis din datter er brudt sammen, så skal der mere til end det, man kan klare selv derhjemme med opmuntring, støtte og skub bagpå. Nogle kommuner har tilbud om angstbehandling. I andre kommuner kan man få en henvisning til en privatpraktiserende behandler. Og nogle vælger at betale selv.

 

Standardbehandling for angst, som barnet har haft i et halvt til et helt år, er 3-4 måneder. Og der skal ske en bedring i løbet af den første måned. Hvis det ikke virker indenfor 3-4 måneder, så er der noget galt med behandlingen, og så skal den justeres. Det tager cirka 10-12 gange for at behandle angst. Og det kan og skal behandles.

 

Hvad virker mod angst?

Det gør kognitiv terapi, for der lærer man barnet to ting: Den fare, din datter tror, der er – den er ikke så slem, som hun tror. Og hun kan mestre den. Tit siger de børn, vi har i behandling i Center for Angst, at ”jeg skal bare gøre det, så er det ikke så slemt”. Balancen er at tage små skridt, så barnet hele tiden er i kontrol, men stadig lidt bange.

 

Hvordan får man de bekymrede tanker væk?

Et rigtig godt huskeråd er, at man har gjort det før. Hvis du for eksempel forestiller dig, de gange, du har købt noget, selv om du egentlig ikke helt har haft råd – hvad har du da gjort for at skubbe tankerne om økonomien væk, for at kunne glæde dig over det, du har købt? Det er det samme, man gør med bekymrede tanker. Man øver sig i at tage kontrol over sin egen tankevirksomhed. Alle mennesker har dårlige tanker. Det gælder om ikke at lade sig forstyrre af dem. Man kan lade være med at bruge energi på dem, selv om de er der. Hvis du køber noget, som egentlig føles lidt for dyrt, så kan du vælge at glæde dig over det købte eller bekymre dig om prisen. Hvis din datter skal fremlægge foran klassen, kan hun vælge at tænke på, hvor nervøs hun er, eller hvad hun egentlig vil sige.

 

2 tips til forældre med en nervøs teenagedatter:

  1. Husk: Tvivl holder angst ved lige. Hvis du udtrykker tvivl overfor din datter, så fodrer du hendes angst. Det duer ikke at sige ting som ”Det kommer sikkert til at gå godt” og ”Det skal nok gå”. Sig i stedet, med fast stemme og uden tvivl: ”Det kommer til at gå godt!” og ”Jeg ved, du sagtens kan”. Vær klar i spyttet. Diskuter din tvivl med andre voksne – aldrig med dit ængstelige barn.

  2. Læs mere i bogen ”Fri af angst – en forældrehåndbog” fra Akademisk Forlag. I bogen er der masser af viden og konkrete øvelser, som kan hjælpe dig med at hjælpe din datter.