På ferie med den sammenbragte familie

Skoleferien er i fuld gang. En ferie, som ikke altid er lutter idyl i alle familier. Især for familier med dine, mine og vores børn. Men der er hjælp at hente.
Af Amanda Sandholm Skotte

På en ferie hvor samværet er intenst, kan der nemt opstå frustrationer, når ferien ikke nødvendigvis byder på de glade børn og familieidyl, man havde håbet på.

”Det handler i høj grad om at være mange mennesker sammen, som skal få forskellige forventninger og ønsker til at gå op i en højere enhed, derfor er en forventningsafstemning inden ferien det allervigtigste,” siger Anna Bjerre, psykolog og stifter af GirlTalk.

Som mor i en sammenbragt familie på fem, snart seks, har hun selv oplevet ferier, der var alt andet end familieidyl.

”Jeg kan huske, at jeg dengang googlede ’ferie med sammenbragt familie’, men der var ingen hjælp af hente,” fortæller Anna Bjerre.

Derfor bidrager hun gerne med egne erfaringer til andre i samme situation.

En stigende udfordring

Ifølge Danmarks Statistik udgør sammenbragte familier 12 procent af alle børnefamilier, dvs. 666.852 børnefamilier på landsplan, og antallet er steget. Således var det blot 3 procent af de 16-årige, der tilbage i 1980 havde såkaldte papsøskende. Det tal var i 2013 steget til 14 procent.

Hvor mange af disse sammenbragte familier, der vælger at gå fra hinanden, er ikke undersøgt herhjemme, men udenlandske undersøgelser peger på, at 75 procent af de sammenbragte familier ender med at skilles igen.

For at fuldende det dystre billede stiger antallet af alle par, der ønsker at blive separeret i månederne efter sommerferien.


Ønsket om den tætte familiefølelse

Som forældre i en sammenbragt familie ønsker man sig typisk at skabe en stor lykkelig familie. Derfor kan frustrationen nemt bygge sig op over, at den tætte familiefølelse, man så inderligt ønsker, skal opstå på ferien, ikke er til stede og måske aldrig opstår.

”Noget af det der kan stå i vejen er, at man som forældre gerne vil prøve at være advokat for sine egne børns behov, men på den måde kommer man nemt til at stå på hver sin banehalvdel, med sine egne børn,” siger Anna Bjerre.

Derfor lyder hendes anbefaling, at forældrene forsøger at trække sig lidt tilbage og se om børnene selv kan klare konflikterne.

”Mit sidste råd må være, at man på forhånd forventer, at der vil opstå konflikter. De opstår selv i de mest sammenknyttede, idylliske familier,” slutter Anna Bjerre.


Anna Bjerres tre bedste råd:

1.       Find ud af i hvor høj grad, I som forældre skal blandes ind i konflikterne. Skal børnene selv prøve at løse konflikterne, eller er det jer som forældre, der skal løse det.

2.      Afstem forventninger i forhold til, at det er naturligt, at der kan opstå konflikter, når man er sammen intenst i så lang tid.

3.      Tal om hvordan I vil konfliktløse, og på hvilken måde I ønsker at håndtere konflikter som familie.