Skal jeg gøre forskel på mine børn?

Spørgsmål:


Jeg prøver ikke at gøre forskel på mine børn, men jeg oplever at min datter, som er 13 år siger, at jeg ikke elsker hende lige så højt, som hendes lillebror. Hun brokker sig meget over at skulle hjælpe til derhjemme, men hun har ligeså mange pligter, som sin lillebror på 11 år. Hun siger, at jeg skælder hende mere ud end ham, og det sker jo også, fordi vi har så mange konflikter om pligterne. Hvad gør jeg forkert? 

Svar:


Jeg kan godt forstå du bliver ked af det, når din datter udtrykker, at du ikke elsker hende lige så højt, som lillebror især, fordi du gør så meget, for at ingen skal føle sig forfordelt. Men i dine bestræbelser på at alle skal føle sig lige elsket, har det haft den helt modsatte effekt, og det gør ondt.

Du spørger, hvad du gør forkert og omend jeg ikke synes, at man kan sige, hvad der er rigtigt og forkert, når man taler om gerninger gjort i kærlighed og omsorg, synes jeg, der er aspekter, du i hvert fald kan overveje.  

Der er milevid forskel på, om man er en dreng på 11 og en pige på 13. Og det er vigtigt for deres udvikling, at de bliver set, som individer og mødt i det, som de hver især har brug for. Det betyder ikke, at du skal stoppe med at stille krav til din datter. Vi ved, at det, at man har opgaver og er en vigtig del af et team, løfter ens selvværd, vi må bare ikke lægge mere på deres skuldre, end de kan bære. 

Din datter er i en meget sårbar periode. Hormonerne raser, og hun er konstant i tvivl, om hun er god nok, om hun er elsket, om hendes venner kan lide hende, og om du syntes, at hun er ok. Og derudover er hendes skoleliv også blevet mere seriøst. Jeg forestiller mig, at hun enten går i 6. eller 7. klasse, og pludselig skal hun til at præstere, og man taler om karakterer og fremtidsdrømme. Nogle dage kan hun håndtere krav, som en 19-årig og andre dage, som en 5-årig. 

I bund og grund kan det være en rigtig voldsom oplevelse at være 13 år, og alt imens hun sejler rundt i det kaos, ønsker du bare så inderligt, at hun skal udvikle sig til sit største potentiale. Og hvordan gør man det? Ved at man tør stille krav, præcis som du gør. Og at din relation til din datter er god, kan jeg se, fordi hun reagere og skubber til dig. Hun ønsker en dialog, men har endnu ikke sproget til at starte den.

Når børn er små, er de nemme at få til at gøre, som vi ønsker. Vi kan stille krav og sanktionere dem, når de krav ikke bliver mødt, men når de bliver ældre og får deres egen mening, stiller det modkrav til os. Vi skal turde åbne en dialog og være nysgerrige. Vi skal turde at åbne for en virkelighed, hvor vi ikke altid har ret, at vi nogle gange får sagt nej (eller ja) for hurtigt, at man kan ombestemme sig, at man kan blive klogere. For når vi åbner for den i os selv og vores forældrestil, så åbner vi også for at vores børn kan det samme, og at det er okay. 

Først og fremmest vil jeg foreslå, at du tager stunder med din datter, hvor I, som det eneste, skal hygge jer. Det virker, som om, at I har brug for en timeout begge to og blive mindet om, at I er gode sammen, og at I er på samme hold. 

Derefter vil jeg foreslå jævnlige familiemøder. I kan lave en seddel, som hænger på køleskabet, hvor I skriver punkter til dagsordenen. Lad første punkt være, hvordan går det i jeres respektive liv. Hvad er skønt, hvad er svært, og kan I hjælpe hinanden? Derefter nysgerrighed på din datter i forhold til opgaverne. Fx være nysgerrig på, hvorfor hun oplever, at hun er mindre elsket end lillebroren – er det på grund af pligterne, skænderierne eller noget helt andet? 

Vær åben for, at der måske skal skrues ned for pligterne, for hvornår de udføres eller for at  finde ud af om opvasken i virkeligheden er den rigtige opgave for din datter, måske skal hun have hjælp eller måske skal hun sætte vasketøj over lige efter skole, hvor hun stadig har lidt energi tilbage eller noget helt tredje. Tal også gerne om formålet med at lave pligterne, som jo til dels er at være fælles om gøre noget, men i endnu højere grad handler om at inddrage alle, og de føler, de er en del af et fællesskab, hvor alle yder sin del. 

Jeg håber, du kan bruge mine input til at gå videre med, og ellers er du velkommen til at skrive igen eller bestille en samtale i vores tlf. rådgivning.

Stella, lærer, rådgiver i Girltalk